Trollingfiskeri på Møn

Trollingfiskeri på Møn

Trollingfiskeri er blevet mere og mere populært langs de sjællandske kyster de seneste år, og ikke uden grund.

Overalt er der fortræffelige muligheder for at fange flotte sølvblanke havørred, og især i farvandet omkring Møn kan man opleve et spektakulært godt laksefiskeri med mulighed for fisk i virkelig grov kaliber. Trollingfiskeri foregår fra særlige trollingbåde, der kan rigges op med adskillige stænger, monteret med agn, der fisker i forskellige dybder og i forskellige vinklinger i forhold til selve trollingbåden.

Trollingfiskeri er ganske udstyrskrævende, og derfor er det heldigt, at der efterhånden er flere udbydere af guidet trollingfiskeri, hvor alt det nødvendige udstyr stilles til rådighed.

I Klintholm Havn er der gode faciliteter til handling af trollingbåde. Trollingfiskeriet i Klintholm Havn er de sidste par år vokset i omfang, og havnen er nu det sted i Danmark, hvor de fleste sætter deres båd i vandet for at komme ud til de mange eftertragtede laks. Klintholm Havn ligger lige ud til nogle af Nordeuropas bedste fiskepladser. Find kontaktinformationer til Klintholm Havn her

Let bådfiskeri med kastegrej

Har man selv båd, er der masser af muligheder for at opleve noget fint havfiskeri med let grej. Dette lette havfiskeri er særligt morsomt, da både huggene og fighterne føles ekstra intense.

Et ekkolod, som kan lokalisere fiskene, er særligt anvendeligt til dette fiskeri, og ellers gælder det om at finde nogle pladser med relativ moderat strøm og vanddybde.

En 9 fods spinnestang med en kastevægt på 10-30 gram, et solidt fastspolehjul og rigelige mængder 0,30 mm-fletline er et bud på en basal udrustning til dette fiskeri, og i tillæg kommer et sortiment af mindre kastepirke og jigs på mellem 10-50 gram.

De kan fiskes umiddelbart under båden eller kastes og spinnes hjem, men i lighed med det traditionelle pirkefiskeri gælder det om at fiske lige hen over bunden.

Del denne side