Vivi Schou

Restaurant Babette

Tirsdag, juni 14, 2016

Kokkehuer og stjerner

Roser, stjerner og kokkehuer er med gavmild hånd drysset ud over Babette, som gang på gang stryger til tops i både anmeldelser og konkurrencer. Titler som Årets Restaurant, Årets Restauratør og Årets Aveckort med en alenlang række af placeringer og medaljer til Babettes tjernere og kokke ved forskellige konkurrencer i Danmark, vidner om, at såvel ambitioner som evner følges godt ad. Allerede i slut-90'erne fik stedet 5 kokkehuer, og dette gentog sig, da Adam Price i 2007 lagde vejen forbi Babette og restauranten igen fik de eftertragtede maksimale 5 kokkehuer. 

Bag det velrenommerede sted står køkkenchef Vivi Schou og Henrik Pedersen, som sammen etablerede Babette i 1991. På det tidspunkt var der ingen der rigtigt troede på, at Babette skulle blive til den fantastiske restaurant, den er i dag. De første par år var det da også op ad bakke, men det gode håndværk, brug af gode lokale råvarer, og evnen til altid at få gæsten til at føle sig som noget specielt, gav resultat. Parret viste med ilhu og respekt, at det godt kunne lade sig gøre, at drive et førsteklasses spisested på en bakke lidt uden for Vordingborg - i øvrigt med TV 2 Øst som nabo.

Babette byder på afvekslende menuer i restauranten og regulære madoplevelser ud af huset til alt lige fra kongehuset og det danske erhvervsliv, til private sammenkomster, runde dage, skarpe hjørner og andre festlige lejligheder. Og selv om Babette har eksisteret siden 1991, har restauranten i sjælden grad formået at forny sig til et niveau, som nemt matcher toppen i dansk gastronomi. Et stærkt parløb mellem Vivi Schou og nye unge kokke med kokkelandsholdets Mikkel Olsen i spidsen, giver en stadig fornyelse af de kulenariske oplevelser, hvor der gives plads til alle de elementer, som kendetegner det nye nordiske køkken med en stadig respekt for råvarerne, håndværket og gæsten.

Del denne side

Vi linker til

Købstaden Vordingborg

Guide til Vordingborg med kort