Danmarks Borgcenter

Kom og oplev Danmarks største historiske kongeborg, som ligger kun en halv time fra Møn.

I Vordingborg ligger Gåsetårnet, Danmarks bedst bevarede borgtårn, og et af Vordingborgs vigtigste vartegn. Engang var Vordingborg et politisk og militært magtcentrum, og legendariske konger som Valdemar den Store, Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag regerede på borgen. Den første borg blev bygget i 1160'erne. I 1241 blev Jyske Lov underskrevet i Vordingborg, og i 1360'erne byggede Valdemar Atterdag det berømte Gåsetårn, som stadig står den dag i dag som en del af Vordingborg Borg. Borgen var landets største kongeborg, og Gåsetårnet blot ét af borgens ni tårne.

Den gyldne gås på toppen af tårnet blev sat derop for at gøre grin med det tyske hansaforbund. Hansaforbundet var dengang i krig med kong Valdemar Atterdag, og han drillede dem ved at sige, at han var mere bange for en flok skræppende gæs end for det samlede tyske forbund.

Danmarks mest moderne oplevelsescenter
Nu har Gåsetårnet og Vordingborg Borg fået nyt liv med åbningen af Danmarks Borgcenter. Et topmoderne oplevelsescenter, der fortæller historien om middelalderens borge, konger og magt.

Der er daglige rundvisninger på borgruinen og masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

Som besøgende på borgcentret får du en iPad-guide i hånden og kan derefter gå opdagelse blandt de gamle ruiner og i det nyopførte udstillingshus. Du kan blandt andet bruge iPad’en til at se, hvordan borgen så ud i 1300-tallet, alt mens du står midt mellem ruinerne. Ipad’en er nøglen til viden, spil og oplevelser. Er du til action, så prøv spillet Ghost Hunt, hvor du løber rundt på borgruinen og jagter de monstre og genfærd, som folk i middelalderen troede på og frygtede.

Børnenes Borgcenter
Danmarks Borgcenter er både en oplevelse for voksne og børn, og der tilbydes et væld af aktiviteter, rundvisninger og foredrag. Og går man med en lille drøm om at blive ridder eller prinsesse, så kan man få indfriet den i Børnenes Borgcenter - også selvom man er blevet voksen.

Under jorden
Besøg også det helt nye underjordiske udstillingshus, hvor flotte projektioner, street art og autentiske genstande fra middelalderen giver en magisk oplevelse. Danmarks Borgcenter har også sit eget soundtrack som følger dig og skifter tema, afhængig af, hvor du bevæger dig hen i udstillingen.

Del denne side

Billetter
OBS!

Husk at medbringe billed-ID ved udlevering af iPad-guide.

Borg-app
Start dit besøg her

Tag på ghost hunt på borgcentret

Se borgcentrets teaser om magt, mennesker og middelalder

Besøg Vordingborg

Danmarks Borgcenter, fødevarefestivaler, open air-film, kulturnat ...