Møns Klint - mønsk naturvidunder i verdensklasse

Møns Klint er ubestridt vores mest storslåede naturoplevelse og en af Danmarks største naturseværdigheder! Et 6 km langt kridtbjerg langs Møns østkyst. Møns Klint. Mægtigt. Majestætisk.

De knejsende hvide kridtskrænter falder dramatisk mod det turkisgrønne hav, og står man på stranden under Klinten, oplever man for et øjeblik, hvor lille og ubetydeligt mennesket er! Giv dig tid på Møns Klint, og du vil måske se vandrefalken jage eller finde spændende forsteninger og rav i vandkanten. Lad blodet rulle i årerne, når du går op og ned ad trappen på Møns Klint, Danmarks længste trappe - 496 trin - fra stranden til klintens top. Lad blikket vandre ud over havet fra de mange udsigtspunkter langs kanten på Møns Klint.

Kørestolsbrugere, dårligt gående og forældre med barnevogn bliver ikke snydt for dette scenarie. Der er anlagt en 267 meter lang træbelagt sti til udsigtspunktet Freuchens Pynt, så alle kan tage del i en af Danmarks og verdens største naturoplevelser, Møns Klint.

På toppen af Møns Klint finder I GeoCenter Møns Klint, et oplevelsescenter for hele familien, som fortæller den spændende historie om Danmarks geologiske fødsel. GeoCenter Møns Klint arrangerer også en masse begivenheder, ture og aktiviteter. Læs mere nedenfor. Gå heller ikke glip af Klinteskoven med dens særligt smukke bøgetræer, sjældne plante- og dyrearter og bjerge som Aborrebjerg og Timmesøbjerget. Møns Klint kan også opleves under vandet, på cykel, i kajak, fra en paraglider og under en stjerneklar himmel. Mulighederne er mange, når du vil opleve Møns Klint med egne øjne og sanser.

Velkommen til Møns Klint - mønsk naturvidunder i verdensklasse!